Marketingbureauet Lead Company har pr. 1. august fået ny direktør og partner. Michael Eliasen indtræder i partnerkredsen og tiltræder samtidig som administrerende direktør. De nuværende partnere, Thomas Pahuus og Mads Bugge Ross, fortsætter begge i deres roller.
Michael Eliasen kommer med mere end 10 års erfaring fra bureaubranchen, bl.a. som kontaktchef hos Clienti, Business Development Director hos Envision og senest Business Development Manager hos No Zebra. Han har rådgivet nogle af Danmarks stærkeste brands med afsæt i branding, strategi og digital eksekvering.
Lead Company udvikler sig for tiden både hastigt og særdeles positivt – både i markedet og internt. Udvidelsen af partnerkredsen markerer næste skridt i bureauets udvikling, hvor strategisk tyngde og en stærk kultur går hånd i hånd med ønsket om at skabe endnu større værdi for kunderne.
“Lead Company har på kort tid manifesteret sig som et virkelig stærkt navn og alternativ i markedet. Et bureau med tydelige holdninger, en smittende energi og en fed kultur, som alle der er i kontakt med virksomheden mærker med det samme. Det er præcis sådan et bureau jeg gerne vil være en del af,” siger Michael Eliasen.
Med Eliasens indtræden styrkes bureauets position som både et performance- og strategi-drevet bureau med ambitioner om at præge udviklingen i branchen – ikke bare følge den.